det nyeste skud på stammen..

LOet er liftet fra en ny bog "babies"

det er blevet meget pusse-nusset, men den stil plejer jeg ellers ikke bruge.. men synes at billedet her kaldte på det lyserøde..

Her er så mit Lo fra cybercroppet igår.. Udfordringen løb på at man selv skulle være på billedet..

Jounarlingen kan ses her.. værsgod hvis I har tid..

Den dag jeg blev mor!
Fredag d. 6 oktober 2006, da jeg vågnede om morgenen, vidste jeg godt at jeg snart skulle have et barn. Jeg vidste at jeg skulle ind på sygehuset og tjekkes og måske sættes i gang, for jeg var gået to laaange uger over tid. De havde haft ringet hjem til mig, men jeg sov og tog derfor ikke telefonen. Så ringede de til Far som lige var kommet ud på Skolen. Og spurgte ham og vi kunne være på sygehuset om en halv time, altså kl. 9. Så han tog hjem og hentede mig, og vi skyndte os på sygehuset. Her scannede de mig, og vi kunne se at der ikke var ret meget fostervand tilbage. Så vi fik at vide, at jeg stod først i køen, for at blive sat i gang, men de havde meget travlt lige nu, så de ville bede os om at komme igen kl. 18.00. De foreslog os at jeg tog hjem og fik så meget hvile som overhovedet muligt, da en fødsel er meget hård. Og når man bliver sat i gang, kan det sagtens tage et par døgn inden det var ovre. Vi tog hjem og sov og spiste, og mødte forventningsfulde på sygehuset præcist kl. 18.00 uden bagage, for vi skulle jo bare sættes i gang og så hjem og vente på at der skete noget. Vi kom ind i modtageværelset og blev spændt til den maskine, som overvåger barnets hjerteslag. Og det var lidt for højt. Normalt skal det ligge imellem 140 og 160 slag i min. men nu var det op næsten 180. Det gjorde, at de ville overvåge mig lidt længere for at se, hvad det kunne skyldes. Så dér lå vi! Og ventede!.. I over en time! Og lige pludselig faldt hjerterytmen til 80… Vi stirrede begge på maskinen, og på hinanden. Far rejste sig lidt nervøst, og begyndte at studere maskinen, som om han ville fikse den. Og efter 2 laaange minutter blev hjerterytmen heldigvis normal igen. 5 min efter kom jordemoderen ind til os.. hun studerede maskinen og forsikrede os om at alting var ok.. der skete ikke noget ved at hjerterytmen faldt lidt, den måtte bare helst ikke gøre det for mange gange. Men der skete ikke noget ved et par gange, men jeg skulle selvfølgelig overvåges i en længere periode, og inden hun gav mig en stikpille ville hun lige konferere med en læge. Det gjorde hun og han sagde god for, at jeg kunne få pillen. Så den fik jeg og så lå vi der og ventede videre. Tiden var lang og Far læste højt for mig af et gammelt sladderblad. Klokken lidt i ni faldt hjerterytmen så igen!!.. Vi var mere rolige end første gang, for jordmoderen havde jo sagt at der ikke skete noget ved det, men alligevel var vi lidt urolige, for sådan skulle det jo helst ikke blive ved med at gå. Og lige pludselig var hele stuen fyldt med folk. Der var to læger, en laborant der tog blodprøver af mig, en jordmoder og der var ingen der sagde noget til os. De ventede på at laboranten blev færdig, tror jeg. Og så skulle jordemoderen lige pludselig noget inden på en fødestue. Og så gik den ene af lægerne også. Og laboranten blev færdig med prøverne. Og stadig var der ingen der sagde noget, men vi havde jo på fornemmelsen at et eller andet var ændret. Lægen der var tilbage ville ikke sige noget inden jordemoderen kom, så han forsøgte sig med lidt small talk, men det virkede meget kunstigt. Klokken 21.05 kom jordemoderen så endelig tilbage. Og lægen begyndte at forklare situationen. Han forsikrede os om at barnet var okay, og at der ikke var noget kritisk på færde (det var lidt svært at tro på, da stuen lige havde været fyldt af folk), men at det var svært at sige, hvordan barnet ville kunne klare en fødsel, så da han efter ti min. endelig kom til sagen, fik han sagt at han ville forslå os at få en kejsersnit. Det var bedre at kigge på barnet bagefter og så sige at hun kunne sagtens have klaret en fødsel end at tage nogen chancer. Men det blev meget lagt op til at det skulle være vores egen beslutning. Vi kunne jo kun give ham ret i det han sagde så, at hvis det var det de anbefalede, så var det det vi gjorde. Jeg spurgte om det kunne blive i dag, sådan at Louise-Helene kunne få sin egen fødselsdag, da jeg har d. 7 oktober og de sagde at bare rolig, det sker inden for en times tid. Og lige pludselig var vi helt alene på stuen. Jeg græd lidt. Jeg vidste egentlig ikke helt hvorfor, men måske fordi at det var så uventet. Jeg var ikke ked af at skulle have kejsersnit, det var bare ikke det jeg havde regnet med. Og vi havde jo ingenting med på sygehuset. Intet tøj, intet kamera.. intet! For vi skulle jo havde været hjemme igen.

Jeg kom i tøjet og blev kørt ind på stuen. Hvor jeg fik bedøvelse og der blev sat et lagen på, sådan at jeg ikke kunne se min mave. Vi havde på forhånd spurgt om hvor lang tid sådan et kejsersnit tog, og de havde sagt ti minutter til et kvarter. Det var jo ikke så lang tid, men jeg havde sagt til Far, at nu havde han bare at snakke med mig, for jeg ville ikke ligge i ti minutter og tænke på at de skar i mig.
Så da de gik i gang, begyndte Far og jeg at snakke og da der var gået 1 minut, var du pludselig taget ud af min mave, og far skulle skynde sig med dig ind på stuen ved siden af, for der var alt for koldt på sådan en operationsstue, for en lille nyfødt baby. Så lå jeg der.. helt alene føltes det som om. Godt nok var der en masse folk på stuen (de stod jo og syede min mave sammen), men de talte ikke til mig. De stod og talte om hvem der skulle vinde det års ”Vild med dans”. De par minutter dig og Far var væk fra mig, føltes meget lange. Men da I endelig kom, kneb jeg igen en lille tåre, og lå bare og ventede på at jeg kunne komme til at holde dig. Vi blev kørt på opvågningsstue, hvor vi så var alene igen lige pludselig. Du hostede lidt vand op af lungerne en gang imellem, men ellers kunne vi slet ikke forstå at du allerede var kommet ud til os. Vi fik en telefon og ringede til Farmor og Farfar som de første, og derefter Mormor og Morfar. De blev alle meget glade. Mor ringede også til Rebecca, som var lige ved at græde i telefonen. Vi var lykkelige for, at du endelig var hos os efter en lang og spændende dag, og vi vidste at den tid der lå forud, ville blive et nyt spændende kapitel i vores liv. Men ingen dag, ville være så stor, som den dag jeg blev mor for første gang.